2017

Kære generalforsamling på Hundborg Friskole.

Endnu et år er gået. Eller løbet. Sådan kan det i al fald føles. Men et godt år har det været. Rigtig godt endda. Med masser af skønne ting fra alle hylder. Jeg fyldes af glæde og taknemmelighed over den berigelse det er, at kunne dele hverdagsliv med alle de dejlige, særlige, ejendommelige og helt igennem unikke børn, der er en del af skolen. Ja, det er jo jeres børn, så I ved, hvad jeg taler om. Tak for den enorme opbakning vi føler i det daglige fra jer, kære forældre. Det er i sig selv vores grundlag, og det betyder rigtig meget. Skoler, der oplever splid, uenighed og hvisken i krogene har svære betingelser. Nogle klarer skærene, andre knækker nakken på det. Det håber jeg ikke, vi kommer til at opleve – jeg håber at vi til stadighed i fællesskab må kunne tage ting i opløbet, just som jeg oplever, at vi kan det nu, forældre og skole imellem. Som sagt så ofte før, så skal I, kære forældre, vide, at min dør altid er åben. Skulle man på et tidspunkt lægge øre til utilfredshed, som ikke lader til at have været adresseret, så send det kærligt men bestemt videre til de rette personer. Vi skal værne om hinanden, og det dyrebare vi har her på vores 122 år gamle skole.

Hvad skal vi med sådan en 122 årig olding af en skole? Fornyelse synes efterhånden mantraet hævet over alt. Skribent og kommentator Jeppe Søe skrev for nylig om sine skoletanker, bla. om det, at fornyelse kan være det, at finde tilbage til det oprindelige. Ganske som vi synger i sangen Julies Sprog af Benny Holst: “Det sprog, vi har talt, trænger til at fornyes – vi må lære det gamle igen”. Ligeså gør Bob Dylan – musikkens 20. århundredes svar på Shakespeare – når han på det seneste har begivet sig i kast med gen-indspilninger og fortolkninger af det, han selv er formet af, nemlig gamle klassikere fra længe før rock´n´roll var blevet til.. Den mand, som med sin musikalitet og unikke udtryk har formet og præget en hel generation, ja flere, går selv tilbage til det, for ham, oprindelige for netop at forny sig. Tankevækkende. Og ydmygt på smukkeste vis. Det er også et billede på, hvor vigtig vores historie er. Både folket og menneskets historie – her spiller myter og sagn en central rolle, men i høj grad også det enkelte menneskes livsfortælling og historie. Det er vores sjælelige dna. Denne arvemasse anes i såvel vore smil som i vore tårer. For Erik Lindsø er det, at dele liv gennem livsfortællinger helt centralt. Det er jeg fuldstændig enig med ham i. Ganske almindeligt, levet liv – som vi alle kan fortælle om – er vigtigt at dele, og er med til at give værdi. Min historie bliver til din historie bliver til vores historie. Også Grundtvig troede på den enkelte. Troede på, at det var godt nok til at lytte til. Ingen var ligegyldige for ham… alle var så at sige lige gyldige. Fortælling i bred forstand er en hjørnesten i vores skole. Det ved alle med tilknytning til Hundborg Friskole. Men fortælling rækker langt ud over skoleliv. Glem aldrig at fortælle jeres historie. Den er dybt relevant, for den er fortællingen om jer. Når vi fortæller om os selv får vores børn også lyst til at fortælle. I ved, de gør jo ikke som vi siger, men som vi gør.

I det forgangne år er vores børneflok vokset til godt 70 børn, hvilket omtrent er det vores rammer kan rumme. Vi skal som udgangspunkt ikke være større. Der er en god balance, synes jeg. Også medarbejderstaben er vokset siden jeg stod her sidst. Vi har fået dygtige, arbejdsomme og søde Mona ansat til rengøring, og Vibeke har siden nytår lavet kreative eftermiddagsaktiviteter i form af dans, drama og billedkunst – alt sammen til stor glæde og udbytte for vores børn. I det hele taget skal der lyde en kæmpe stor tak til mit personale, som på fantastisk vis formår at bringe glæde, kundskab og gejst til store og små, både fagligt og menneskeligt. I udgør til sammen Hundborg Friskole. For en skole er som vi synger mere end sten. Jeg bliver rørt helt ind i det aller blødeste, når jeg tænker på, hvor meget jeg ser I gør for det enkelte barn, og hvor meget I til stadighed formår at at have øje for både skrøbelighed og styrker. I stiller krav og I skaber frirum. Se, det er relationsarbejde på et meget højt plan, og jeg tror på, at det er udslagsgivende for, om man som skolebarn kan få følelsen af, at man både dur og lykkes. Så 1000 tak, kære Lisbeth, Kirsten, Anne, Tove, Linda, Poul, Vibeke, Mona, Michael og Leif. Ja, og Allan – min trofaste og kompetente souschef. Jeg sætter umådelig stor pris på dig. Tak for det ledelsesrum vi deler med hinanden, og for din enorme indsats – ikke mindst når jeg er ude i tromme-øjemed. Det er jeg meget taknemmelig for kan lade sig gøre. Og Vera, for søren – Vera, min administrative livline med det kølige, dog varme og venlige overblik. Også stor tak til dig. Og bestyrelsen, tusind tak for jeres indsats – i særdeleshed stor tak til dig, Lars, der som formand er en kæmpe støtte og opbakning. Af hjertet tak for din måde at være på. Altid inden for rækkevidde, og altid hjælpsom, opmærksom og ansvarsfuld.

I aller nærmeste fremtid påtænker vi at lave vores nye fysik/kemilokale, i hjørnet af storeklasse efter alle kunstens (læs: lovgivningens) regler. Desuden skal køkkenet i den tidligere beboelse indrettes som grupperum. Det bliver dejligt at kunne tage i brug, dette forhåbentlig senest til august. Fremadrettet har tænkt bla. at fokusere på at få implementeret mere udeskole bla. i matematik, natur-teknik og håndværksfag  – vi har fra 1. maj som I ved ansat Steffen Yde Paulsen – det glæder vi os meget til i fællesskab at kunne videreudvikle tanker omkring over de kommende måneder og år.

Jeg tænker ofte på, hvor vigtigt det er, at få tilegnet sig evnen til at fordybe og dygtiggøre sig. Nogle gange ville jeg ønske, at der ikke fandtes et virtuelt socialt netværk. At man så at sige kunne være offline uden følelsen af at gå glip af noget. For et stykke tid siden havde jeg snakken med nogle af de ældste børn. Ikke mindst i forhold at bruge tid – uforstyrret tid vel at mærke – på at blive rigtig god til noget. Om det er at spille musik, en sportsgren, kvantefysik eller noget helt fjerde, er i og for sig sagen uvedkommende. Men jeg synes nogle gange – jeg kender det jo fra mig selv – at det er som om nogen/noget hele tiden hiver en i ærmet, og vil have ens opmærksomhed. Om en projektet synes uoverskueligt – altså at afskaffe facebook – så kunne jeg sådan ønske for vores børn, at vi kunne give dem “netferie”. Vel at mærke lukke det det, ganske som skolen hver sommer lukkes ned.

Hvorom alting er, så mener jeg den daglige ro og plads til stilfærdig fordybelse er vigtig for vores børn – derfor prioriterer vi det selvsagt – det er af tidløs relevans, at kunne fortabe og dygtiggøre sig, sågar på den mest nørdede måde. Heldigvis har vi en hel del nørder på skolen. Til inspiration for alle. Som når to piger i dag brugte hele frikvarteret på at fordybe sig i at lede efter genkendelige mønstre i kæmpe store gangestykker.  Som en af dem sagde, uha det er næsten lisså spændende som inden man skal på scenen i teater. Eller som den anden dag, hvor jeg havde fornøjelsen af forleden at sætte min nevø, der studerer fysik på universitetet, på overarbejde ved at give en fyldestgørende forklaring til en kvik dreng her på skolen, der tumlede med et tankeeksperiment, der i al sin kompleksitet drejede sig om en lyskegle på Jupiters overflade sendt derop hernedefra, og om hvorvidt den hastighed man kører en finger gennem lysstrålen ikke vil forsage, at den skygge, som derved bevæger sig over Jupiters overflade vil overstige lysets hastighed, og derved rokke ved den eftersigende absolutte sandhed, at intet i universet kan bevæge sig hurtigere end lyset….At min nevø var meget imponeret behøver jeg vel ikke sige…..

Ikke kun tanker om universet kan fylde i vores hjerner. De store ting i livet centrerer sig ofte omkring følelser forbundet med indgang og udgang. Fødsel og død. Ikke kun bogstaveligt, men også starten på noget nyt, og en tiltrængt eller frygtet afslutningen på noget andet. Dette spændingsfelt er vi som mennesker selvsagt nødt til at acceptere, på godt og ondt. Nogle gange kan hverdagen synes meget jordnær, andre gange kan tiden synes sat ud af spil, som stjernestunder eller evighedsøjeblikke – kært barn har mange navne. Disse stunder skal vi ikke blot plukke og gemme i os, men huske at dele med hinanden. Det er nemlig det, der er med til at gøre dem evige. Og glæden vokser når vi deler den.

Det er mit ønske, at vi alle sammen fortsat må værne om hinanden, vores kære børn, og vores fælles hjertebarn; Hundborg Friskole.

Den rejse i alskens vejr, som menneskelivet til alle tider vil være, synes jeg Søren Ulrik Thomsen beskriver så gribende smukt og skarptskåret, når han kort og præcist skriver:

»Træerne vokser ikke ind i himlen/Men de vokser ud i luften, som vi ånder/og ned i jorden til de døde/som vi savner. Og det er alt nok«.

Elsted, 26. april 2017

Skoleleder, Thor Kortegaard